Da Bach var 41 år, besluttede han sig for at gå i forlagsbranchen. Det var i 1726, da Bach var ansat i Leipzig og kendt som domkantor – men også som en fremragende cembalospiller. Han samlede en række satser i den sædvanlige suiteform under titlen ”Partita”, fik dem trykt og var sin egen pr-mand, da han i Leipziger Post-Zeitung selv indrykkede en annonce, hvor han bl.a. understregede, at udgivelsen var møntet på ”alle elskere af klavermusik”, og at han ville udgive flere af slagsen. Det normale var ellers, at man udgav en hel samling af f.eks. partitaer, men her var Bach forsigtig, da han selv skulle bekoste udgivelsen og ikke vidste, om han kunne ramme sit publikum, når hans tekniske kunnen ved cembaloet nu var så højt. Han gjorde sig unødige bekymringer. Partita i B-dur blev både solgt og især godt modtaget af komponistkolleger. Med sine syv satser indeholder Partita i B-dur da også, alt hvad man kunne forlange i blanding af virtuositet, klarhed og udnyttelse af de stiliserede dansesatser, som er grundlaget for denne særlige form for suite. Det prægtige Præludium slår tonearten an med et karakteristisk tema, som vandrer frem og tilbage mellem diskant og bas. I de følgende satser bliver temaet varieret med de karakteristiske rytmer, der hører Allemande, Courante, Sarabande og Menuet til. Den sidste sats er en flyvsk Gigue, der kan få enhver pianist til at rappe fingrene, og som viser, at det var en virkelig virtuos, der stod bag.
MUSIK & KUNST – skribent & foredrag